Nedrivning af Næstved Gasværk 1972-1973 (F00351)

Gravkøer og bulldozere baner sig vej gennem gasværkets gamle bygninger, imens jorddumpere kører væk med affaldet fra de nedrevne bygninger. Ligeledes skæres stålkonstruktionerne fra hinanden. Filmen viser både den tomme grund efter nedrivningen og billeder af, hvordan gasværket så ud i al sin pragt, før maskinerne fra entreprenørfirmaet Horst Schreiber tog fat.

Ligeledes er der også fine billeder af gasværkets nabobygninger ved Slagkildevej, og billeder af kompagnihuset, Sct. Peders Kirke og parkeringshuset hvor Bredstræderne engang lå.

Filmen er optaget af Preben Andersen og er absolut et kig værd, selvom dele af filmen er lidt mørk.

Reklamer

Glimt af Næstved II, 1937 (F00021)

Glimt af Næstved II, 1937 starter i et gammelt stykke idyl, nemlig Bredstræderne, som lå i hyggelige omgivelser ned til Susåen, indtil den blev rørlagt i midten af 1930´erne. Ligeledes er der billeder af byens gamle rådhus fra ca. 1450. På turen gennem byen støder vi på andre gamle huse, såsom Kompagnihuset fra ca. 1493, Helligåndshuset, som nævnes første gang i 1398, og Apostelhuset, som blev bygget ca. 1510-1520.

Vi kommer også indenfor på Maglemølle papirfabrik for at se dele af den store papirproduktion. I den mere kunstneriske ende af skalaen er et besøg i Kählers værksteder en sand fornøjelse. Her laves den smukkeste keramik med lethed og elegance.

Optaget af: Ingeniør Helm, Forfattere: Grosserer Sv. Fredholm & Direktør Svend Holst.

Næstveds Krønike 1985 (F00129)

Næstveds 850-års jubilæum bliver fejret i 1985 med en masse arrangementer i løbet af året. Ikke mindst på sportsfronten, hvor byen er vært for blandt andet DM i bordtennis, vægtløftning, dressurridning og skak. De nordiske kulturdage byder på en masse sang og dans af deltagerne fra Næstveds venskabsbyer: Gävle i Sverige, Gjøvik i Norge og Rauma i Finland.

Næstved Idræts Union holder opvisningsdag for mange af byens idrætsklubber på Næstved Stadion, hvor publikum kan få en smagsprøve på blandt andet fægtning, folkedans, trampolinspring og politihunde i aktion. På Grønnegades kaserne tages Musikstalden i brug med en masse musikalsk underholdning, og Herlufsholm Skole får fint besøg af Dronning Margrethe i forbindelse med 850-års dagen.

Produceret af Arne Rasmussen

Under Næstveds Tage 1993 (F01021)

I 1993 er dele af Gardehusarregimentet på fredsbevarende mission i det tidligere Jugoslavien. Det har til gengæld ikke været et helt fredeligt år på Herlufsholm Skole. Her er en ledelsesmæssig krise endt ud i, at skolen får ny rektor. En anden skole holder fest, nemlig Næstved Gymnasium, der fylder 50 år. Ti gange så gammelt kan Kompagnihuset prale af at være, og Næstved Nostalgiske Selskab fejrer 500-året for det gamle gildehus.

Næstved Festuge byder blandt andet på teaterstykket Odysseus rejse, som foregår på flere forskellige lokationer langs havnen. Her bliver tilskuerne sejlet mellem de forskellige scener. Det er også året, hvor Næstved Kommune indvier sin nye servicebutik i Brogade nr. 4, IC3 toget kommer til Næstved, og der åbner et nyt bowlingcenter på Erantisvej.

Produceret af TV Næstved

Under Næstveds Tage 1996 (F01024)

Klædt i hvidt, sådan er vinteren 1996 i Næstved. Sneen lukker mange veje, og Falcks redningskorps må have hjælp til sygetransport af pansrede mandskabsvogne. Mange af byens 9. klasser demonstrerer på Rådhuset i Teatergade, imod at samle alle 10. klasser på en skole, og politiet må tilkaldes for at få styr på situationen.

Hele Danmarks cykelhelt Bjarne Riis har taget cyklen med til Næstved i anledning af cykelløbet Danmark Rundt. Op mod 50.000 mennesker anslås at overvære enkeltstarten på ruten mellem Næstved og Karrebæksminde. Så mange besøgende er der, trods et fint arrangement, ikke til Næstved-Korets 100-års jubilæum, som holdes i Kompagnihuset.

Produceret af TV Næstved