Næstveds Krønike 1970 – 1974 (F00118)

Næstved Svømmehal står færdig i slutningen af 1970 og indvies officielt i januar 1971, til stor glæde for alle vandhunde. I 1973 bygges ligeledes Herlufsholm Svømmehal. Samme år er Dronning Margrethe, for første gang som dronning, på besøg i Næstved med ærinde på Gardehusarkasernen. Julen 1973 byder på slukkede lys i Næstveds gaders juleudsmykning på grund af energikrisen.

Næstved Kommune afholder borgermøde på Nøddeskovskolen, for at diskutere byudvikling med byens borgere. Byrådsvalget i 1974 byder på debut til socialdemokraten Henning Jensen og Socialistisk Folkepartis Johnnie Funder. Til gengæld takker Arne Thomsen af fra posten som kommunaldirektør efter tro tjeneste. Gardehusarerne fejrer i 1974 regimentets 212-års fødselsdag.

Produceret af Arne Rasmussen

Reklamer

Næstveds Krønike 1975 (F00119)

Borgmester Svend Hansen kan i 1975 fejre 25-års jubilæum. I den anledning afsløres et portræt af borgmesteren, som kunstmaler Harald Essendrop har stået for. Dronning Margrethe og Prins Henrik er på besøg på Gardehusarkasernen i anledning af dennes 35-års fødselsdag. Dronningen overrækker gardehusarerne en ny estandart (fane), og efterfølgende er der parade. Den gamle, flotte skonnert Fulton kommer på besøg i Næstved Havn.

Der bliver afholdt DM i udspring i Næstved Svømmehal og DM i motocross på Nisseringen, hvor Næstved får flere medaljer. Det går også rigtig godt for Næstveds fodboldhold, der bliver nummer tre i årets kamp om Danmarksmesterskabet i 1. division. Ved Vordingborgvej er der ved at blive etableret en gang- og cykelsti under vejen ved siden af Rønnebækkens løb.

Produceret af Arne Rasmussen

Næstveds Krønike 1976 (F00120)

Det Røde Pakhus bliver indviet efter at have gennemgået en gennemgribende renovering. Til glæde for både de erhvervsdrivende og deres kunder bliver Ringstedgade lavet om til gågade. Trafikken var blevet alt for tæt i den smalle gade. I 1976 afholdes der Rally i Næstveds gader, og en afdeling af VM i motocross løber af stablen på Nisseringen.

Jernbanegade Skole kan fejre 75-års fødselsdag og har samtidig fået nye og bedre faciliteter. En anden skole, som får glæde af nye tiltag, er Svenstrup, som udbygges til dobbelt størrelse. Årets idrætsmand er skytten Tage Andersen, der på Næstved Rådhus, sammen med 30 andre idrætsfolk, bliver hyldet for sine præstationer i årets løb. Sydsjællands Ørredfond står bag et projekt, der sætter 30.000 ørreder ud i Dybsø og de omkringliggende åløb, til glæde for alle der kan lide at fiske.

Produceret af Arne Rasmussen

Næstveds Krønike 1977 (F00121)

I Karrebæksminde bygges i 1977 det nye feriehotel Smålandshavet på kun 124 dage. Til gengæld må Dansk Folkeferies gamle ferieby rives ned, da den er i så dårlig forfatning, at noget helt nyt skal bygges. Et nyt rensningsanlæg ved Vesterhave er under opbygning. Næstved Handelsskole får helt nye bygninger i Ny Holsted, og skoletandplejen rykker fra Teatergade og til nye større og bedre forhold på Parkvej.

Danmarks mindste rytterstatue af Peder Bodilsen til hest bliver stjålet fra Hjultorv, men et hold gardehusarer finder den tilfældigvis igen. Axeltorv er blevet renoveret og gjort fint i stand. Og så er der lavet en bog om Borgmester Svend Hansen i anledning af hans 60- års fødselsdag. Der bliver afholdt landsstævne i volleyball i gymnastiksalene på Lille Næstved Skole og på Nøddeskovskolen, og Næstveds fodboldhold rykker op i 1. division.

Produceret af Arne Rasmussen

Næstveds Krønike 1978 (F00122)

Der sker mange ting i Næstved Hallerne i 1978. Der afholdes blandt andet en stor og flot biludstilling, der byder på de sidste nye modeller fra mange forskellige mærker. Samme sted afholder Næstved Idrætsforening opvisning i forskellige sportsgrene for et stort antal fremmødte pensionister. Lidt vildere går det for sig på Nisseringen, hvor der blandt andet afholdes ræs for Citroën 2cv´er.

Ved gardehusarkasernen er der også ræs, men for heste med vogn. Helt nøjagtigt er det et firspands-kørestævne, hvor der blandt andet konkurreres i slalom og terrænkørsel i Kalbyrisskoven. Ved Sct. Jørgens Park er der både ringridning og flyvning med luftballon, og borgmester Svend Hansen er frisk på at prøve begge dele. I Karrebæksminde dyster fiskerbådene i duelighedssejlads.

Produceret af Arne Rasmussen

Næstveds Krønike 1979 (F00123)

Kongeskibet Dannebrog kommer til Næstved i 1979 og medbringer Dronning Margrethe, Prins Henrik, Kronprins Frederik og Prins Joachim. De bliver modtaget ved havnen med faner og hornmusik, inden de køres til rådhuset i karet. Senere på dagen besøger den kongelige familie Holmegård Glasværk og Kählers keramikværksted, hvor ejer Bøje Nielsen tager imod. Endnu et royalt besøg står dronning Ingrid for, da hun besøger en blomsterudstilling i Næstved Hallerne.

I Karrebæksminde indvies den nye dejlige Folkeferieby med masser af små feriehytter til fremtidig glæde for hr. og fru Danmark. Næstved Museum har indrettet et nyt Kählermuseum i Boderne på Kirkepladsen. Næsten ny er også slæbebåden Enø. Det er kun motoren, der er genbrugt fra den gamle slæbebåd af samme navn. Næstved Hallerne lægger ryg til en bokselandskamp mellem Skotland og Danmark, hvor der er 1000 tilskuere.

Produceret af Arne Rasmussen

Næstveds Krønike 1980 (F00124)

I 1980 er Næstved IF tæt på at vinde Danmarksmesterskabet i fodbold, men bliver slået af KB i de sidste minutter. Der er fint besøg fra England og deres Rolls Royce Club, som er på tur med over 30 gamle Rolls Roycebiler. Næstved får også tilbudt et nyt Rådhus af byggematador Bøje Nielsen, men byrådet takker nej, da de allerede er i gang med andre planer.

Vordingborgvej får en ordentlig overhaling, og den skal ende med at blive til en firesporet vej ind gennem Næstved. En af afdelingerne på Gl. Maglemølle lukker ned, nemlig den gamle afbarkningscentral. En anden trævarefabrik, Brian Schrøders Møbelfabrik, laver intet mindre end verdens største rundbord, som bliver sendt til Mellemøsten.

Produceret af Arne Rasmussen