Småglimt fra Næstved 1937/1938 (F00023)

Småglimt fra Næstved byder på dyrskue fra dyrskuepladsen med alt, hvad der hører sig til af heste, malkekøer og tyrekalve, og diverse kåringer. Der vises klip af Kählers forskellige produkter og fabrikkens udsmykkede facade.

I det travle værksted på De Forenede Jernstøberier er der godt gang i produktionen af store ventilatorer. Ved havnen arbejder kranen hos Næstved Kul og Koks Kompagni, og ikke langt derfra fortsætter papirproduktionen på Gl. Maglemølle.

Optaget af: Ingeniør Helm, Forfattere: Grosserer Sv. Fredholm & Direktør Svend Holst.

Reklamer

Glimt af Næstved III, 1937 (F00022)

Tredje afsnit af glimt af Næstved fra 1937 inviterer indenfor på Koopmanns Svineslagteri. Den dejlige udsigt fra Munkebakken giver en behagelig kontrast til arbejdet på slagteriet. Der er også billeder af Næstveds nye havn, som er under anlæggelse, og uddybningsfartøjet er i fuld gang med at grave kanalen.

Der er dejlige sommeroptagelser fra Karrebæksminde, hvor gæsterne bader og daser ved de små fine sommerhuse. Et smut til Gavnø Slot med de dejlige omgivelser er det også blevet til. Lige så dejligt ser der ud, da filmfotografen er på tur til Herlufsholm.

Optaget af: Ingeniør Helm, Forfattere: Grosserer Sv. Fredholm & Direktør Svend Holst.

Glimt af Næstved II, 1937 (F00021)

Glimt af Næstved II, 1937 starter i et gammelt stykke idyl, nemlig Bredstræderne, som lå i hyggelige omgivelser ned til Susåen, indtil den blev rørlagt i midten af 1930´erne. Ligeledes er der billeder af byens gamle rådhus fra ca. 1450. På turen gennem byen støder vi på andre gamle huse, såsom Kompagnihuset fra ca. 1493, Helligåndshuset, som nævnes første gang i 1398, og Apostelhuset, som blev bygget ca. 1510-1520.

Vi kommer også indenfor på Maglemølle papirfabrik for at se dele af den store papirproduktion. I den mere kunstneriske ende af skalaen er et besøg i Kählers værksteder en sand fornøjelse. Her laves den smukkeste keramik med lethed og elegance.

Optaget af: Ingeniør Helm, Forfattere: Grosserer Sv. Fredholm & Direktør Svend Holst.

Glimt af Næstved I, 1937 (F00020)

Glimt af Næstved I, 1937 tager os med indenfor hos nogle af byens største virksomheder. Først kommer vi en tur på krydsfinerfabrikken Vedex for at se nærmere på nogle af processerne i finerfremstilling. Dernæst går turen til De Forenede Jernstøberier for at se nærmere på netop jernstøberi. Glaskunst af høj klasse, det er, hvad Holmegaard Glasværk kan præsentere for os.

På Axeltorv er der stor aktivitet i forbindelse med torvehandlen om lørdagen. Her er alt i frugt og grønt, blomster og kødvarer. Herfra går turen videre til Kvægtorvet, og hvem ved, måske bliver der givet håndslag på en rigtig studehandel.

Optaget af: Ingeniør Helm, Forfattere: Grosserer Sv. Fredholm & Direktør Svend Holst.